Kvalitetsstandard for personlig pleje og praktisk hjælp i Tønder kommune.

Kvalitetsstandarden danner grundlaget for afgørelser om, hvilke hjemmehjælpsydelser borgerne i Tønder Kommune kan modtage.

Kvalitetsstandarderne skal ifølge lovgivningen revideres en gang årligt.

Visitering til personlig og praktisk hjælp

En borger kan være berettiget til hjælp efter § 83 i Lov om Social Service, hvis borgeren på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer ikke kan eller kun med megen besvær kan løse nødvendige praktiske opgaver i hjemmet eller varetage den personlige pleje.

Borgere, pårørende, sygehuspersonale og egen læge kan anmode myndighedsfunktionen om hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp. På baggrund af en konkret og individuel vurdering afgør visitator, hvilken hjælp borgeren kan tilbydes. Afgørelsen træffes i et samarbejde mellem borger og visitator og tager udgangspunkt i hjemmets samlede ressourcer.

Hjælpen kan nedsættes eller helt bortfalde, hvis der er personer i husstanden, som kan varetage dele af eller alle opgaverne.

Senest 2 hverdage efter borgerens henvendelse om hjemmehjælp vil kommunens visitator kontakte borgeren og træffe aftale om et besøg. Borgeren modtager besøg indenfor 14 dage.

Akut behov for personlig hjælp visiteres altid samme dag.

Visitator udarbejder en bevilling, som beskriver afgørelsen om den tildelte hjælp, begrundelse for og formål med den bevilgede hjælp, samt for hvilken periode hjælpen gives.

Visitator foretager efter behov revurdering af hjælpen, typisk en gang om året.  

Borgeren, der er bevilget hjælp, har pligt til at kontakte visitator ved ændringer i tilstanden, som betyder at hjælpen skal justeres.

Personalet, der yder hjælpen, har ligeledes en oplysningspligt ved ændringer i borgerens tilstand, som betyder, at hjælpen skal justeres.

Iværksættelse af hjælp

Personlig pleje kan iværksættes fra dag til dag og vil senest blive iværksat indenfor 1 uge efter afgørelsen er truffet.

Personlig pleje kan ydes 24 timer i døgnet alle ugens dage.

Aftalte tidspunkter for personlig pleje skal overholdes. Borgeren vil blive kontaktet telefonisk ved afvigelser på +/- 30 min.

Praktisk hjælp – Rengøring skal iværksættes hurtigst muligt og senest 14 dage efter afgørelsen er truffet.

Rengøring tilbydes som udgangspunkt hver 14. dag.

Hvis borgeren har behov for at flytte et besøg, aftales dette med leverandøren.

Praktisk hjælp udføres i tidsrummet mellem kl. 8.00 og 16.00 på hverdage.

Aftalte tidspunkter for praktisk hjælp skal overholdes. Borgeren vil blive kontaktet telefonisk ved afvigelser på +/- 1 time.

I tilfælde af aflysning fra leverandør ydes erstatningshjælp indenfor 5 hverdage.

Praktisk hjælp – Indkøb tilbydes som udgangspunkt en gang om ugen. Hvis borgeren visiteres til indkøb og skal have varerne bragt ud, er det et økonomisk anliggende mellem forretningen og kommunen.  Forretningen vil således afregne udbringningsgebyret direkte med kommunen. 

Praktisk hjælp – Tøjvask tilbydes som udgangspunkt hver 14. dag. Tønder Kommune vasker tøj i borgernes egen vaskemaskine, samt i boligkompleksets vaskeri. Der vaskes ikke tøj på møntvaskeri.

Madservice iværksættes hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter borgerens henvendelse.

Madservice kan fravælges helt eller delvist for en periode. Fra - og tilmelding kan ske med 3 dages varsel til den efterfølgende levering. Borgeren betaler for de måltider, der er leveret. Ved indlæggelse betales også for de måltider, der er leveret.

Såfremt ydelsen fravælges helt, kan den ikke senere genbestilles uden fornyet visitation.

Valgfrihed i forbindelse med hjemmehjælp

Borgere i eget hjem har mulighed for selv at vælge, hvem der skal levere hjælpen.

Der kan vælges mellem de leverandører, som Tønder Kommune har godkendt.

I forbindelse med bevilling af personlig og praktisk hjælp, samt madservice oplyser visitator om godkendte leverandører og udleverer informationsmateriale. Informationen kan også fås ved henvendelse til myndighedsafdelingen eller kan ses på kommunens hjemmeside.

Fleksibel hjemmehjælp

Der er mulighed for at vælge en anden hjemmehjælpsydelse end den, der er truffet aftale om. Valgfriheden består i, at der helt eller delvist kan fravælges en ydelse til fordel for en anden ydelse. 

Det er stadig kommunen, der har det overordnede ansvar for, at den hjælp, der er visiteret, også bliver udført. Det er vigtigt, at medarbejderen ud fra faglige overvejelser og sammen med borgeren vurderer, hvornår og i hvilken sammenhæng den visiterede hjælp tilsidesættes for anden hjælp.

Hvis den visiterede hjælp fravælges eller ombyttes med en anden ydelse, kan der ikke klages over, at den fravalgte hjælp ikke er udført.

Hvis den visiterede hjælp gentagne gange fravælges eller ombyttes med en anden ydelse, kan der være tale om, at visitationen er forkert, og så vil der blive foretaget en ny vurdering af behovet.

Hvis borgeren ønsker at bytte mellem praktisk og personlig hjælp, forudsætter det, at borgeren er visiteret til begge typer af ydelser og har samme leverandør. Hvis borgeren modtager hjælp fra forskellige leverandører mindskes muligheden for at bytte mellem ydelser.

Køb af ekstra ydelser

Kommunen må ikke sælge ekstra ydelser til borgerne.

Kun private leverandører må levere tilkøbeydelser.

Såfremt borgeren indgår aftale med den private leverandør om tilkøbeydelser, skal borgeren selv betale for ydelsen. En sådan aftale vil være kommunen uvedkommende og uden økonomiske forpligtelser for kommunen.

Skift af leverandør

Borgeren kan skifte leverandør med 14 dages varsel. Der kan dispenseres i ganske særlige tilfælde f.eks. ved alvorlig uoverensstemmelse.

Borgeren kan skifte leverandør ved henvendelse til myndighedsafdelingen.

Klage over afgørelse

Hvis borgeren får afslag eller ikke er tilfreds med afgørelsen – herunder tildeling og omfang af ydelsen, kan der klages over afgørelsen til Klagerådet. Alle afgørelser er forsynet med en klagevejledning.

Midlertidig hjemmehjælp

Hvis borgere midlertidigt har behov for at modtage hjælp til personlig pleje og/eller praktisk bistand er hjælpen, ifølge Serviceloven, forbundet med en udgift for borgeren. Udgiften er indtægtsbestemt og kan variere. Varig hjemmehjælp er gratis.

Kontaktperson

Borgeren tildeles en fast kontaktperson fra personalegruppen. Medarbejdere, der afløser den faste kontaktperson, skal være orienteret om borgerens situation.

Kompetencekrav til udfører

Ydelsens specifikke indhold vurderes, hvorefter en medarbejder med faglig uddannelse udfører opgaven.

Undtagelsesvis kan opgaven udføres af ufaglært personale. Dette sker efter forsvarlig oplæring og under vejledning af faglært personale.

Der skal kunne tilbydes supervision af social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske, afhængig af opgaven.

Medarbejderen skal være bekendt med Tønder Kommunes kvalitetsstandarder og omfanget af afgørelsen om personlig pleje og praktisk hjælp.

Udpeget hjælper

Ifølge § 94 i Lov om Social Service er der mulighed for, at borgeren selv kan udpege en person til at udføre hjælpen. Den udpegede hjælper skal godkendes og ansættes af Tønder Kommune til det bevilgede antal timer.  Yderligere oplysninger kan fås af visitator.

Tilskud til ansættelse af hjælper

Ifølge § 95 i Lov om Social Service kan en person med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentlig, vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager. Yderligere oplysninger kan fås af visitator.

Arbejdsmiljø

Medarbejderne er omfattet af arbejdsmiljøloven, når de arbejder i borgerens hjem. Ifølge loven skal arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.

Når en borger modtager hjælp eller støtte i eget hjem, betragtes borgerens hjem som en arbejdsplads. Dette medfører, at der ifølge arbejdsmiljøloven skal gennemføres en arbejdspladsvurdering. Forpligtelsen til at foretage en arbejdspladsvurdering er arbejdsgiverens.

Arbejdspladsvurderingen foretages derfor af den godkendte leverandør.

Arbejdspladsvurderingen kan påvise behov for hjælpemidler eller boligændringer, for eksempel fjernelse af dørtrin, udvidelse af dørkarm og lignende.

Adgangsforholdene til boligen skal være i orden. Der skal være godt oplyste gange og indgangsdør, og adgangsvejene skal være ryddet for sne.

Henstillinger / påbud fra kommunen skal efterkommes, før hjælpen kan ydes.

Hjælpemidler f. eks. el-seng og personlift, som er nødvendige af hensyn til arbejdets udførelse stilles til rådighed af Tønder Kommune, uanset leverandør.

Tønder Kommune udleverer en pjece: Sikre og sunde arbejdsforhold i dit hjem i forbindelse med visitation til hjælp.

Forsikring

Tønder Kommune har en ansvarsforsikring. Det betyder, at hvis en medarbejder påfører skader på en borgers ejendele, og det sker som led i udførelse af hjælp i hjemmet, så kan borgeren rette erstatningsansvar overfor Tønder kommune.

Tavshedspligt

Medarbejderne har tavshedspligt jfr. Borgerlig straffelovs § 152.

Tilfredshed

Tønder Kommune ønsker tilfredse borgere. Derfor er det hensigten, at der løbende skal foretages systematiske undersøgelser af borgernes tilfredshed med hjemmehjælpen. Tilfredshedsundersøgelser kan være for alle borgere, der modtager hjemmehjælp, eller det kan være for et repræsentativt udsnit af borgere, der modtager hjemmehjælp.

Resultater af tilfredshedsundersøgelser vil blive tilgængelige på Tønder Kommunes hjemmeside.  

Personlig pleje

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere, som midlertidigt eller varigt har vanskelig ved eller er ude af stand til at varetage opgaver omkring personlig pleje.

Formål

At borgeren sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivningen og kommunens serviceniveau.

At borgeren oplever velvære.

Hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte borgers behov og ydes på en måde, der støtter den enkeltes mestringsevne.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Hjælp til bad

Hjælp til personlig hygiejne

Hjælp til af- og påklædning

Hjælp til toiletbesøg

Hjælp til hudpleje

Hjælp til kropsbårne hjælpemidler

Hjælp til forflytninger

Hjælp til vending – lejring

Daglig oprydning og udluftning.

Sengeredning.

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.


Psykisk pleje og omsorg

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere med behov for psykisk støtte.

Hukommelsessvækkede borgere.

Isolerede/ensomme borgere.

Borgere med særligt behov.

Hjælpen ydes, hvor andre, f.eks. familie og venner, ikke kan træde til.

Formål

At borgeren sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivningen og kommunens serviceniveau.

At støtte og styrke borgerens psykiske funktionsniveau, således det er muligt for borgeren at magte dagligdagen.

At bevare/styrke kontakten til omverdenen.

At bevare evnen til at drage omsorg for eget liv.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Samtale, vejledning og støtte.

Hjælp eller støtte til at strukturere dagligdagen.

Samarbejde med pårørende og familie.

Vejledning med henblik på at deltage i lokale grupper (f. eks. i dagcenter, lokalcenter).

Tryghedsbesøg med henblik på, at borgeren kan forblive i eget hjem, så længe som borgeren ønsker det.

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.

Målrettede besøg og opgaver

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere, der midlertidigt eller varigt, har brug for vejledning/oplæring i at mestre nye opgaver.

Ydelsen tildeles som udgangspunkt i max. 3 måneder og evalueres herefter.

Formål

At borgeren sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivningen og kommunens serviceniveau.

At borgeren i videst muligt omfang genvinder evnen til at klare egen tilværelse.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Motivation til deltagelse i dagcenter

Genoptagelse af aktivitet

Undervisning/rådgivning/vejledning i f.eks. rengøring, madlavning

Strukturering af hverdagen

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.

Ernæring

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere som midlertidigt eller varigt har vanskeligt ved eller er ude af stand til at varetage opgaver i forbindelse med ernæring.

Formål

At borgeren sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivning og kommunens serviceniveau.

At borgeren får tilbud om ernæringsrigtig mad og drikke.

Hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte borgers individuelle behov og ydes på en måde, der støtter den enkeltes mestringsevne.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Morgen: F.eks. lave kaffe, smøre brød, koge havregrød / øllebrød samt anrette og evt. hjælp til at spise / drikke.

Middag: F.eks. opvarme mad samt anrette og evt. hjælp til at spise / drikke. Smøre brød til aftensmad.

Aften: F.eks. anrette smurt brød, hjælp til at spise / drikke.

Mellemmåltider: Væske, frugt eller andet forberedes / stilles frem. Evt. hjælp til at spise / drikke.

Opvask og aftørring af bord.

Følgende aktivitet indgår ikke i ydelsen

Der ydes ikke hjælp til tilberedning af varm mad, medmindre der er en speciel pædagogisk grund hertil.

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.


Medicingivning

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere, der midlertidigt eller varigt har vanskelighed ved eller ude af stand til at håndtere opgaver omkring egen medicin.

Formål

At borgeren sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivningen og kommunens serviceniveau.

At sikre at borgeren får den korrekte medicin.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Sætte doseret medicin frem

Hjælp til at indtage medicin

Øjendrypning

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.


Rengøring

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere, som er vurderet til midlertidigt eller varigt at have vanskeligt ved eller er ude af stand til selv at varetage rengøringsopgaver i hjemmet, og hvor der ikke er andre i husstanden, der kan udføre opgaverne.

Formål

At borgerne sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivningen og kommunens serviceniveau.

At renholde boligens primære rum.* Hjælpen tager udgangspunkt i borgerens individuelle behov og ydes på en måde, der støtter den enkeltes mestringsevne.

*1 stue, 1 køkken, 1 badeværelse, entre, bryggers, soveværelse og gang der forbinder disse rum. Arealmæssigt ca. 60 – 65 m2.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Støvsugning af gulve/ gulvtæpper /møbler.

Gulvvask.

Aftørring.

Vanding af blomster.

Afrimning af fryser (kun hos borgere, der får frostmad).

Renholdelse af mikroovn og hjælpemidler.

Rengøring visiteres som en pakke, og så aftaler borger og hjælper nærmere, hvilke opgaver, der skal løses.

Aktiviteter, der ikke indgår i ydelsen

Opgaver, som ikke indgår i fagområdet eller kan holdes indenfor arbejdsmiljøloven. 

Herudover:

Hovedrengøring og rengøring i forbindelse med flytning.

Rengøring efter håndværkere.

Flytning af tunge møbler, tæpper og lignende.

Speciel rengøring efter dyr.

Udvendig trappevask.

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.

Tøjvask

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere, som er vurderet til midlertidigt eller varigt at have vanskeligt ved eller er ude af stand til at varetage opgaver vedrørende tøjvask.

Formål

At borgerne sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivningen og kommunens serviceniveau

At borgeren har rent tøj til rådighed.

At borgerne oplever velvære ved at være ren i tøjet.

Hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte borgers individuelle behov, og ydes på en måde, der støtter den enkeltes mestringsevne.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Sortering af tøj.

Vask i maskine: Borgerens personlige tøj og sengelinned.

Tørretumbling eller ophængning.

Lægge tøj sammen og i skab.

Pakke tøj til vaskeri (til afhentning).

Følgende aktiviteter indgår ikke i ydelsen

Vask af tøj i hånden.

Vask af tøj for andre i husstanden.

Strygning og rulning af tøj.

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.


Indkøb

Ydelsens lovgrundlag

Lov om social service § 83.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde

o       personlig hjælp og pleje

o       hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet

Målgruppe

Borgere, som er vurderet til midlertidigt eller varigt, at have vanskeligt ved eller er ude af stand til at varetage opgaven vedrørende indkøb af dagligvarer.

Formål

At borgerne sikres den hjælp og støtte, de har ret til ifølge lovgivningen og kommunens serviceniveau.

At borgerne har varer til de daglige fornødenheder i husholdningen.

Hjælpen tager udgangspunkt i den enkelte borgers individuelle behov, og ydes på en måde, der støtter den enkeltes mestringsevne.

Aktiviteter, der kan indgå i ydelsen

Støtte eller hjælp til bestilling af varer.

Sætte varer på plads.

Følgende aktiviteter indgår ikke i ydelsen

Indkøb i butik.

Leverandør af hjælpen

Den kommunale hjemmepleje.

Private leverandører, som er valgt af den enkelte borger og godkendt af kommunen.