Information om tildeling af hjælp

samt

valg af leverandør til at udføre tildelt hjælp

 

 


 

 

 

 


Denne orientering vil give Dem information om forhold, De skal være opmærksom på som modtager af hjælp.

 

Når De af kommunens visitator er blevet bevilget hjælp, har De mulighed for at vælge, hvem der skal udføre hjælpen. Afhængigt af hvilken hjælp, De har fået bevilget, kan De vælge mellem at få udført hjælpen af en egen udpeget hjælper, personale fra Helsingør Kommunes hjemmepleje eller ét af de private firmaer, som Ældre og Sundhed har indgået aftale med.

 

 

 

Hjælpens indhold

 

En visitator er kommunens myndighedsperson og har som sådan ansvaret for at vurdere og afgøre hvilken hjælp, der kan tilbydes. Afgørelsen vil blive præsenteret for Dem i et Afgørelsesark.

 

En leverandør har ansvaret for at yde hjælpen i forhold til den afgørelse, som er truffet. Lige meget hvilken leverandør, De vælger, udføres opgaverne i samråd med Dem udfra den vurdering og afgørelse, som visitator har udfærdiget med udgangspunkt i Ældre og Sundheds kvalitetsstandarder.

 

For at kunne yde Dem den rette hjælp, har leverandøren adgang til de oplysninger, som visitator har indhentet om Dem.

 

 

Tilsyn

 

Visitator har ansvaret for at revurdere afgørelsen og føre tilsyn med den udførte hjælp mindst én gang årligt. Visitator kan bede om et besøg hos Dem for at sikre og kontrollere, at de krav på kvalitet, som Ældre og Sundhed kræver af leverandørerne, overholdes.

 

 

Ændrede behov for hjælp

 

Hvis Deres tilstand ændrer sig, så De har brug for anden hjælp, enten mere eller mindre, har De pligt til at give besked til visitator. Deres hjælper har ligeledes pligt til at melde eventuelle behov for ændret hjælp til visitator.

 

 

Overholdelse af aftalte tider

 

De er sikret dækning af de behov, som er aftalt med visitator, og som skal udføres af den leverandør, som De har valgt.

 

Ændringer i det aftalte tidspunkt for dækning af behovene skal ske så hurtigt som muligt. Melder De afbud senest 3 dage inden planlagt besøg, tilbydes De erstatningshjælp. Melder leverandøren afbud til det planlagte besøg, skal De tilbydes et erstatningsbesøg senest 5 dage efter det planlagte besøg.

 

Vedr. de praktiske opgaver såsom rengøring og tøjvask skal hjælpen påbegyndes indenfor 10 dage.

De skal være hjemme, imens hjælpen udføres hos Dem.

 

Hvis leverandøren kommer til en låst dør, kan det være nødvendigt at låse op til Deres hjem evt. med hjælp af en låsesmed for at sikre, at De ikke er nødlidende. Udgiften til låsesmed betales af Dem.

 

 

Fleksibel hjemmehjælp

 

De har i specielle tilfælde (for eksempel hvis Deres behov er dækket af besøgende familie) mulighed for at bytte eller erstatte de tildelte ydelser helt eller delvist til andre ydelser, dog ikke for eksempel hovedrengøring, havearbejde, håndværkeropgaver med videre.

 

De opgaver, som De ønsker udført, skal dog kunne afvikles indenfor den tid, som  hjælperen har til sin rådighed den pågældende dag, og det skal være foreneligt med Arbejdsmiljøloven. Hvis der opstår uenighed om hvilken hjælp, der skal ydes, gives den aftalte hjælp.

 

 

Rengøring

 

Når De er visiteret til rengøring, får De gjort rent på et areal, der svarer til en toværelses lejlighed. Det vil sige stue, soveværelse, bad, køkken og entre. Er Deres bolig større, kan De lejlighedsvis vælge at få gjort rent i et af de andre rum i stedet.

 

 

Ekstra rengøring

 

De er velkommen til at købe ekstra hjælp til for eksempel hovedrengøring eller andet hos de godkendte private firmaer eller et hjemmeservicefirma.

 

 

Arbejdsbetingelser for medarbejderne

 

Alt personale, både fra Ældre og Sundhed og fra de private firmaer, skal følge de retningslinier og krav, som er besluttet af Helsingør Kommune og hjælpen skal kunne udføres sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette kan medføre, at der må installeres hjælpemidler i hjemmet, og at det kan være nødvendigt at møblere om.

 

Legitimation

 

Uanset om Deres hjælper er kommunalt eller privat ansat, skal hun/han uopfordret fremvise billedlegitimation første gang og på opfordring.

 

 

Tavshedspligt

 

Alle hjælpere uanset leverandør har tavshedspligt og må ikke udtale sig til udenforstående.

 

 

Klagemuligheder

 

De skal kontakte visitator, hvis De er utilfreds med:

 

·      Arbejdets udførelse

·      Overholdelse af aftalte tider

·      Tildelingen af hjælp

 

 

Når De har valgt leverandør, skal De

 

·      Melde afbud direkte til den valgte leverandør

·      Melde afbud hverdagen før den aftalte dag senest ved kontortids ophør

 

 

Fortrydelsesret

 

De har mulighed for at skifte leverandør. For at skifte leverandør skal De kontakte visitator. Visitator vil herefter sørge for at give den nye leverandør besked.

 

 

Hvis De ønsker yderligere information om tildeling af hjælp og ordningen med valgmulighed, kan De henvende Dem til visitator alle hverdage mellem kl. 09.00 – 15.00.

 

 

Visitatorteamet

Plejehjemmet Grønnehaven

Sundtoldvej 2, 3000 Helsingør

Tlf: 49 28 39 39

 

Desuden kan De finde oplysninger om kommunens kvalitetsstandarder på internettet på adressen: www.fritvalgsdatabasen.dk. eller på Helsingør Kommunes hjemmeside på adressen: www.helsingorkommune.dk under Voksne & ældre / Ældre / Kvalitetsstandarder.

 

 

Afhængig af hvilken hjælp, De er blevet tildelt, har De mulighed for at vælge leverandør. De kan dog kun vælge én leverandør til pleje og én leverandør til praktisk hjælp, men gerne den samme leverandør til begge dele. De kan i nedenstående skema se hvilke leverandører, som kan udføre de forskellige typer af hjælp.

 

 

 

Pleje

Rengøring og tøjvask

Madordning

Øvrige ydelser

 

 

Egen hjælper

 

X

 

 

X

 

 

 

Helsingør Kommunes

hjemmepleje

 

 

 

X

 

 

 

X

 

 

 

X

 

PBH

 

 

 

X

 

 

 

ELITE MILJØ

 

 

 

X

 

 

 

Nordsjællands Erhvervs-rengøring

 

 

 

 

X

 

 

 

Renell A/S

 

 

 

X

 

 

 

Aleris

 

 

X

 

X

 

 

 

Helsingør Kommunes madservice

 

 

 

 

X

 

På de efterfølgende sider kan De læse en præsentation af nogle af de forskellige leverandører og valgmuligheder, De har, når det vedrører praktisk hjælp og personlig pleje.

 

 

Plejehjem og boliger

 

Hvis De ønsker information om plejehjem og boliger, kan De henvende Dem alle hverdage mellem kl. 10-12 på telefon 49 28 32 52 (Visitatorteamet).


Egen hjælper

 

Egen udpeget hjælper (Servicelovens §75f)

De kan vælge at få den tildelte hjælp udført af en person, som De selv udpeger. De kan for eksempel udpege en ven, en nabo eller et barnebarn

 

Den udpegede person skal godkendes af Ældre og Sundhed, og der skal indgås skriftlig aftale med pågældende om de tildelte opgaver samt om betaling

 

 

Selv blive arbejdsgiver og udpege en person eller et firma (Servicelovens §76)

Hvis De har fået tildelt hjælp mindst 20 timer pr. uge, og De af visitator vurderes til at kunne administrere arbejdsgiverrollen, kan De vælge at få udbetalt det beløb, som leverandøren ellers skulle have haft. Derefter udpeger/ansætter De selv den person eller det firma, De ønsker skal hjælpe Dem

 

 

Få en personlig pulje og vælg selv firma (Dispensationsordning)

De har også mulighed for at få oprettet en personlig pulje beregnet ud fra det timetal, De har fået bevilget hjælp til. Puljen kommer til at bestå af 75% af det beløb, kommunen ellers ville have brugt til at få hjælpen udført af en godkendt leverandør. Med denne ordning kan De vælge leverandører, som ikke er godkendt af kommunen, og De kan spare op til for eksempel en hovedrengøring. De kan kun få betalt ydelser, der gives efter servicelovens §71 (hjemmehjælp) og kun til virksomheder, der ikke får statsstøtte efter hjemmeserviceordningen. Det er en betingelse, at De kan administrere ordningen selv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Egen udpeget nærtstående til fuldtidspleje (Servicelovens §103a)

Hvis De har fået tildelt hjælp mindst 37 timer pr. uge, kan De vælge at få den tildelte hjælp udført af en nærtstående, som skal have tilknytning til arbejdsmarkedet

 

Du har ret til orlov fra dit arbejde, mens du er ansat af kommunen til at passe din pårørende. Du skal huske, at du senest 6 uger før ansættelsen efter Servicelovens §103a skal give din arbejdsgiver meddelelse om tidspunktet for din orlov. Den udpegede person skal godkendes af Ældre og Sundhed, og der skal indgås skriftlig aftale med pågældende om de tildelte opgaver samt om betaling

 

Hjemmeplejen i Helsingør Kommune skaber

 

                                  Tillid, tryghed og trivsel

 

 

 


I Hjemmeplejen har vi mange års erfaring med at yde hjælp til ældre og handicappede i eget hjem.

 

Vi tilbyder hjælp med en lang række opgaver indenfor pleje, omsorg, sygepleje, træning og praktiske opgaver.

 

Vi arbejder i grupper i Deres nærmiljø. Gruppesamarbejdet gør, at vi kan anvende hinandens ressourcer bedst muligt for at kunne dække netop Deres behov.

 

Vi er fagligt uddannet til at imødekomme særlige behov i hjemmet, og vi vedligeholder løbende vores viden gennem målrettet udvikling og uddannelse.

 

Hjemmeplejen yder hjælp hele døgnet, og vi arbejder udfra princippet om færrest mulige i Deres hjem.

 

Vi står inde for, at vi yder kompetent, serviceminded og professionel hjælp.

Vi arbejder efter værdierne:

 

 

Hvis De har brug for hjælp fra Hjemmeplejen, skal De kontakte:

Helsingør Kommunes Visitatorteam, telefon: 49 28 39 39


PBH Hjemmehjælpsservice A/S

 

 

Hvem er vi?

 

PBH HjemmehjælpsserviceA/S er et 100% danskejet aktieselskab.

 

Firmaet er stiftet og drives af Pia Baun Hansen, der har flere års erfaring på lederplan inden for den kommunale hjemmepleje. Vi arbejder sammen med flere kommuner om hjemmepleje. For os er en tæt og personlig kontakt til kunderne en del af forretningsgrundlaget.

 

Hvem arbejder hos PBH?

 

Alle vores medarbejdere er grundigt testede og oplært i arbejdet. Alle medarbejdere på kontoret har kendskab til ældreomsorg. Og naturligvis ansætter vi kun medarbejdere med en ren straffeattest.

 

De får tryghed og kvalitet

 

Først får De besøg af en konsulent blandt andet for at finde frem til den PBH-medarbejder, der passer bedst til Dem. De får herefter tildelt en fast hjemmehjælper, og i tilfælde af ferie eller sygdom har vi ligeledes et fast vikarkorps. Og har De behov for at ringe til kontoret, får De også her to faste kontaktpersoner. Hos os er De aldrig kun et nummer, og vi står inde for kvaliteten af det arbejde, vores medarbejdere udfører.

 

PBH kan hjælpe Dem med andet end rengøring

 

Ring og tal med Deres faste kontakt på kontoret, så vender vi tilbage med et tilbud på opgaven. For eksempel:

 

·        Havearbejde, hjælp til personlig hygiejne, vinduespolering, hjælp til på- og afklædning, hovedrengøring, hjælp til spisning, pakning i forbindelse med flytning, døgnpleje, indkøb med og uden ledsager og mange andre opgaver efter aftale.

 

PBH HJEMMEHJÆLPSSERVICE A/S

Sorgenfrivej 17

2800 Lyngby

Telefon 4593 3719 / Fax 4593 3702

Velkommen til Aleris i Helsingør !

 

Aleris er godkendt af Helsingør

Kommune til at levere alle former for

hjemmehjælp såsom rengøring,

tøjvask, indkøb og personlig pleje.

 

Og allerede nu har rigtig mange borgere valgt en hjemmehjælper fra Aleris – hvilket egentligt ikke er overraskende, når man tænker på, at vi siden vores etablering i Danmark for ca. 10 år siden har udviklet os til at være Danmarks førende private pleje- og omsorgsvirksomhed med ca. 3.000 borgere i 15 kommuner. Herudover driver vi plejecentre i Græsted-Gilleleje, Allerød og Solrød.

Vi har vores moderselskab i Sverige og søsterselskab i Norge og vi beskæftiger i alt ca. 4.000 medarbejdere indenfor pleje- og omsorgssektoren.

 

Tryghed. Når De vælger Aleris får De således medarbejdere med stor erfaring indenfor ældreomsorg. Dette giver Dem en sikkerhed for, at De får den rigtige hjælp - og vi er i stand til at gribe korrekt ind, hvis der skulle ske Dem noget.

 

Vi er fleksible og lydhøre overfor Deres ønsker og personlige behov – og vi er istand til at levere alle de ydelser, som De har behov for nu eller fremover. For at De skal føle Dem tryg har alle vore medarbejdere naturligvis rene straffeattester og kan legitimere sig med ID-kort – og vi har et godt lokalkendskab, så vi har ingen problemer med at komme hurtigt ud til Deres hjem.

                            

Tillægsydelser med 40% rabat. Hvis De ønsker supplerende rengøring udover den hjælp, som Kommunen visiterer Dem, kan vi tilbyde Dem hjemmeservice, hvor De får 40% rabat på vores normale timepris – hvilket mange borgere allerede nu benytter sig af.

 

Deres valg! Sammenlign os gerne med andre – og hvis De vil have en hjemmehjælper fra en rigtig pleje- og omsorgsvirksomhed, skal De vælge Aleris - så får De en god og stabil hjemmehjælper, der ved hvad det drejer sig om.

 

Hvis De ønsker at vide mere, er De meget velkommen til at kontakte vores områdechef :

Tina Holm, tlf. 48 39 48 75 alle hverdage ml. kl. 08.00 og 15.00

 


NEH Nordsjællands Erhvervsrengøring

– et alternativ til den kommunale hjemmehjælp

 

NEH Nordsjællands Erhvervsrengøring udfører rengøring, tøjvask og indkøb i Fredensborg-Humlebæk, Hillerød, Helsinge, Karlebo og Græsted-Gilleleje Kommune.

 

NEH kan tilbyde dig:

 

a    Opstartmøde, Når du er visiteret til praktisk hjælp, vil du blive kontaktet af ejeren af NEH for aftale af et møde hos dig, så vi kan aftale det praktiske omkring det fremtidige samarbejde

 

a    Samme hjælpere hver gang; men vi bliver dog syge og holder ferie en gang imellem

 

a    Ingen udgift til rengøringsmidler og støvsugerposer, vi medbringer det hele støvsuger, klude m. v. og benytter kun miljøvenlige rengøringsmidler

 

a    Vi må lidt mere, f. eks. gerne flytte tunge møbler under rengøringen, ligesom vi også benytter trappestige under afstøvningen

 

a    Hos os er du kunde – og kundens ønsker er altid i centrum for vort personale

 

a    Samarbejde, har du større behov for at få afkalket brusekabinen en enkelt gang end at få tørret støv af, ja så vil det nok kunne klares

 

a    Hos os kan du købe ekstra rengøring under hjemmeserviceordningen

 

a    Tryghed, alle vore hjælpere har ren straffeattest og har tavshedspligt. Vi hjælper dig også gerne med kontakt til ”problemløserne” hvis du har spørgsmål til din pension, hjælpemidler til dit hjem, læge og hospital, optiker, sygetransport, fodterapeut eller hvem du måtte have behov for at komme i kontakt med

 

a    Venlige og hjælpsomme medarbejdere, vi gør os meget umage for, at din og hjælperens kemi passer sammen. Vi beskæftiger kun medarbejdere, som har en vis portion livserfaring og som ved, hvad der kræves af almindelig takt og tone, ligesom de ved, hvordan arbejdet skal udføres

 

a    Intet er for langt væk: Vort hovedkontor ligger godt nok i Gilleleje; men derfor kan vore medarbejdere jo sagtens være bosiddende i Helsingør Kommune, så afstanden skal selvfølgelig ikke afholde dig fra at vælge os til at hjælpe dig !

 

NEH Nordsjællands Erhvervsrengøring - Vi går rent ind!

Husmandsvejen 32, 3250 Gilleleje, Tlf. 48 35 44 67, E-mail: neh@post.tdcadsl.dk, www.nordsjaellands-erhvervsrengoering.dk



 

Seniorservice…

så kontakt Servicefirmaet Renell A/S

 

 

At levere serviceydelser til vores ældre medborgere stiller store krav om stabilitet og fleksibilitet.


Vi har siden 1994 været tilmeldt Hjemmeserviceordningen og har

derigennem opbygget en stor erfaring i at gøre rent i private hjem.

 

Private kunder sætter stor pris på at have en fast medarbejder tilknyttet, hvilket vi derfor prioriterer højt.

 

Vi bestræber os på at rekruttere medarbejderen med den korrekte profil, der kan leve op til vore kunders ønsker om høj kvalitet og stabilitet i den leverede ydelse. Medarbejderne er i arbejdstøj med Servicefirmaet Renells logo på og er endvidere udstyret med ID- kort, som kan fremvises efter behov og forlangende.

 

I det løbende samarbejde ønsker vi en tæt dialog, så misforståelser kan korrigeres med det samme.

 

Vores samarbejde starter altid med et besøg, hvor aftalen bliver lagt i faste rammer efter Deres ønsker og behov vedrørende tidspunkt, antal besøg, opstart, nøgler, etc.


Følgende tillægsydelser kan udføres:

 

Vinduespolering, havearbejde, madlavning, opvask, tæppe- og møbelrens, polering af møbler, pudsning af sølv- og kobbertøj, hovedrengøring, rengøring ud over det aftalte / visiterede, strygning, skift af sengetøj, skopudsning, tøjvask, håndvask af visse tøjartikler, indkøb af dagligvarer, ledsagelse ved indkøb og gåture, vask på eget vaskeri

 

Kontakt Servicefirmaet Renell A/S og få mere tid, du bestemmer selv, hvad den skal bruges til.

 

Ved timer udover det visiterede får du til rengøring 40%  tilskud via hjemmeserviceordningen.

Servicefirmaet Renell A/S, H.P. Christensens Vej 4B, 3000 Helsingør, Tlf. 70 25 33 99

 

 


Helsingør Kommunes madservice

 

 

Mad med omtanke….

Hos Det Danske Madhus Hamlet laver vi mad til hjemmeboende. Det er en opgave, vi varetager med et stort drys kærlighed og en stor portion omtanke. Vores kunder fortjener kun det allerbedste.

 

Derfor tilbyder vi dig et rigt og varieret menukort, som består af retter, der kan få enhver mund til at løbe i vand. Måltider er tilberedt af et erfarent og højtuddannet køkkenpersonale, der sætter en ære i at forene det velsmagende danske køkken med det sunde. Vi lægger vægt på, at maden varierer med årstiden og er hjemmelavet.

 

Madtilbud

Færdigretter leveres mandag og torsdag som kølemad.

Du får en menuplan for en måned af gangen, derudover kan du bestille a la carte menuer bestående af 8 forskellige hovedretter og 4 biretter,

Har du problemer med at tygge eller synke, tilbyder vi dig måltider, der har en konsistens, der er tilpasset netop dine behov, desuden skræddersyr vi diæter efter netop dine behov.

Du kan vælge mellem tre portionsstørrelser

 

Tilkøbsydelser

Har du brug for lidt ekstra godt til ganen, kan vi tilbyde følgende sortiment:

Gæstemiddage, madpakker, smørrebrød, råkost, P-drik, dagens suppe/frugtgrød/mælke retter.

Afregning af tilkøb trækkes over din pension.

 

Praktiske oplysninger

Adresse:                 Kronborgvej 1A

                             3000 Helsingør

Tlf.:                       48283700

E-mail:                   Hamlet@detdanskemadhus.dk

Kontaktperson:        Rita Roth eller Lianne Hattel kl. 07:00-16:00 alle hverdage