Rødovre kommune Social- og sundhedsforvaltningen Hjemmeplejen December 2002 |
Madservice med udbringning
Hvad er ydelsens lovgrundlag ?
§ 71 i lov om Social Service.
Hvilke behov dækker ydelsen ?
Ydelsen skal dække borgerens behov for et varieret og ernæringsrigtigt hovedmåltid.
Hvad er formålet med ydelsen ?
At sikre at borgere, der ikke selv kan tilberede et måltid, får udbragt et ernæringsrigtigt hovedmåltid.
Hvilke aktiviteter indgår i ydelsen ?
Produktion og levering af et almindeligt måltid og/eller diætkost. Maden produceres uden for og leveres til borgerens bopæl.
Et måltid mad består af hovedret og biret.
Maden kan være varmeholdigt, køle- eller frostmad. Leverandøren skal stille mikrobølgeovn til rådighed, såfremt der leveres køle- eller frostmad.
Leverandøren skal sikre, at leverancen er modtaget sådan som det er aftalt med borgeren. Herunder skal leverandøren også være indstillet på at tage kontakt til den kommunale myndighed, hvis maden ikke kan leveres som aftalt.
Hvilke aktiviteter indgår ikke i ydelsen ?
Udbringning af dagens øvrige måltider.
Anretning af dagens måltider
Hvem kan modtage ydelsen ?
Pensionister, der på grund af nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer har vanskeligt ved eller er ude af stand til at overkomme/overskue/tage initiativ til at tilberede dagens varme måltid og som ikke har pårørende eller andre i husstanden, der kan udføre opgaven eller som ikke kan benytte cafeteriaordning.
Borgere, der skal have diætkost eller ernæringstætte menuer visiteres af diætist/sygeplejerske eller efter lægeordination.
Ydelsens omfang ?
Borgeren modtager sit hovedmåltid på sin bopæl. Maden leveret mindst 3 gange om ugen. Såfremt der leveres mad i weekends og der kræves hjælp til anretning, skal maden leveres inden kl. 12.00. Varmeholdig mad skal leveres, når det skal serveres.
Visitator afgør ydelsens omfang, som vil fremgå af serviceafgørelsen.
Er der valgmulighed mht. leverandør ?
Kommunen har pr. 1. januar 2003 indført valgmulighed med hensyn til leverandør af madservice med udbringning. Valgmuligheden består af valget mellem plejehjemmet Ørbygårds køkken eller private leverandører, der er godkendt af kommunen.
Borgeren vælger selv leverandør. Det fremgår af leverandørernes informationsmateriale, hvilke typer af måltider, de enkelte leverandører er godkendt til samt leveringstidspunkter.
Hvem leverer ydelsen ?
Medarbejdere fra centralkøkkenet på Rødovre kommunes plejehjem Ørbygård eller fra privat leverandør.
Kompetencekrav til udføreren
Produktion af et almindeligt måltid mad udføres af primært af faguddannet personale. Undtagelsesvis kan der benyttes ikke faglærte medarbejdere, der er oplært af faguddannet personale og som har de lovpligtige hygiejnekurser.
Produktion af diætkost eller ernæringstætte menuer forudsætter uddannelse som økonoma, diætist eller anden tilsvarende uddannelse.
Maden udbringes af personale, som er oplært i håndtering af diverse produktionsformers leverancekrav.
Medfører ydelsen omkostninger for modtageren ?
Borgerens egenbetaling fastlægges en gang om året af Kommunalbestyrelsen ved budgetbehandlingen.
Kvalitetsmål
Hvordan følges der op på ydelsen ?
Medarbejderne vurderer løbende og giver tilbagemelding til relevant fagperson, hvis der er ændringer i den enkelte borgers situation eller behov.
Visitatorerne foretager revisitation af ydelsen efter behov, dog mindst en gang om året.
En af kommunen udpeget myndighedsperson foretager tilsyn og opfølgning med leverandørerne efter nærmere retningslinier. Kommunalbestyrelsen kan inddrage fødevareregionernes vurdering i forbindelse med leverandørtilsynet.
Leverandørerne skal føre månedlig statistik over
Er der særlige forhold at tage hensyn til ?
Leverandøren er som arbejdsgiver underlagt arbejdsmiljøloven og Fødevaredirektoratets love, regler og retningslinier om hygiejne og egenkontrol.
Medarbejderne har tavshedspligt. Leverandøren har erstatningspligt ved beskadigelse af indbo m.v.